Som barn elskede jeg at spise aftensmad sammen med min familie. Det var ligesom familiens samlingspunkt, og var det eneste tidspunkt på dagen hvor vi kunne være sikre på, at alle var samlet. Min far stod utroligt tidligt op, da han havde ganske langt på arbejde, så ham så vi ikke det meste af dagen. Min bror skulle næsten altid møde sent i skole, og kunne selv køre derhen på sin cykel, så ham så jeg heller ikke meget til. Min mor stod op lidt før mig, og kørte mig i skole de første mange år, men senere havde jeg også min egen cykel, og var gammel nok til selv at klare morgenmaden. Middagsmad var typisk noget vi alle gjorde hver for sig. Jeg kunne nogle gange se min bror henne i kantinen på skolen, men jeg var ikke rigtigt velkommen ved hans bord. Han skulle jo være sej med de andre drenge fra sin klasse, og det kan godt være lidt svært, hvis man har lillesøster med på slæb. Så det var kun om aftenen at vi alle rigtigt var samlet. Jeg elskede simpelthen de tider.

Der ville blive råbt igennem huset at maden nu var serveret, og vi kom alle sammen løbende. Brormand skulle nogle gange lige have beskeden et par gange, da han havde tendens til at sidde fast i et eller andet computerspil, men han kom da altid til sidst. Over maden skiftedes vi så til at fortælle hvad der var sket i løbet af dagen. Det var simpelthen det bedste, at få lov at fortælle hvad man havde oplevet. Hver gang der skete noget godt ovre i skolen, så glædede jeg mig til at komme hjem og fortælle om det over aftensmaden. Hvis der skete noget skidt, eller noget jeg blev ked af, så trøstede det mig altid at vide, at jeg ville kunne fortælle min elskede familie om det selvsamme aften. Det var også fascinerende at høre om de andres liv. Jeg var jo den yngste i hjemmet, men havde regnet ud, at jeg ville vokse op med tiden. Jeg prøvede derfor at sætte mig i deres sted og forstå, hvordan det var at være på deres alder.

For nyligt blev jeg inviteret hjem til min kærestes familie, og det var noget af et chok for mig. Maden var helt fantastisk, så den var jeg ganske imponeret over. Vi fik nogle rigtig lækre bøffer serveret med kartofler og en hjemmelavet brombær sovs. Men det var svært for mig at nyde maden og oplevelsen, fordi de havde fjernsynet til at stå og køre. Jeg var overrasket over, at der ikke rigtigt blev snakket under aftensmaden. Folk kiggede enten på deres tallerkener eller over på fjernsynsskærmen. Hvis der skete noget sjovt eller noget provokerende i fjernsynet, så blev det måske lige nævnt kort, og folk gav deres egen holdning. Men ellers var der stille. Jeg fandt det simpelthen så sørgeligt.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here